Besat af sundhed

Syreskader på tænderne, ingen menstruation og slemme mangeltilstande i kroppen. Så sund er Anne. Hun er en af de danskere, der er så sund, at det er blevet en sygdom. Et voksende problem, mener eksperter

 

Af Kristine Bindslev

 

”Folk synes, jeg er et forbillede, fordi jeg lever sundt og træner”, siger Anne, der har valgt at være anonym af hensyn til venner og familie. I 7 år har hun løbet ikke for, men fra livet med regler, ritualer og rigide diæter – og en madpakke, hvis hun skulle ud. Anne har betalt prisen for at være slave af sundhed.

 

Sundheden har en bagside

”Sund livsstil kan blive farlig”, siger Karen Bro. Hun styrer dagligt Center for Spiseforstyrrelser i København. Karen Bro fortæller, hvordan ønsket om at være sund kan tage overhånd og udvikle sig til en besættelse. Og så er der ikke længere tale om sund livsstil, men om en svær psykisk lidelse, ortoreksi. Ortoreksi er et liv fuld af begrænsninger, fejlernæring og social isolation.

På et værelse i Kbh. bor 19-årige Anne til leje. Sengetæppet er hvidt og glat. Mælkehvide, plisserede Royal Copenhagen kopper damper af Rooibos te med vanilje. I vindueskarmen står Josefine Klougarts bog En af os sover, og ved siden af en strømlinet macbook står en nydelig buket og Homers Illiaden. Udadtil er Anne definitionen på succes. Hun er smuk, får topkarakterer og har en krop, mange ville misunde hende. Men ikke hvis de vidste, hvordan Anne har været på en lang, sej sundhedsodyssé med kroppen som en kampplads fuld af kaos, dæmoner, ofre og en stor, stor ensomhed.

 

Når sund bliver usund

”I modsætning til anoreksi eller bulimi går ortoreksi ikke udelukkende ud på at tabe sig. Den går ud på at være sygeligt optaget af sundhed.
Nogle mennesker tager et sundhedsbudskab fra medierne fx ”spar på fedtet”. Men de gør det ved slet ikke at spise fedt, og så bliver det direkte usundt,” siger forsker ved Institut for Folkesundhed i København, Birgit Petersson. Hun vurderer, at hver femte, der går i fitnesscenter, lider af ortoreksi. Og psykoterapeut Karen Bro, der dagligt ser tilfælde i sin klinik advarer direkte imod en stigning af ortoreksi. ”Vi kommer til at se flere. Bare kig på facebook, hvor folk flasher deres sundhedprofil med statusopdateringer som ”har lige løbet 10 kilometer og drukket en spinat-raw-food-shake”. Folk kan ikke længere skelne mellem sundhed og sundhedsfanatisme, siger hun. Præcist hvor mange danskere der lider af ortoreksi vides ikke.

 

Kampen mellem et sundt og et sygt jeg

Inspireret af sundhedsblade begyndte Anne i 6.klasse at lave sine egne strenge regler om, hvad hun måtte spise og hvornår. Frem for at være sammen med sine venner slugte Anne i hvert frikvarter iForm på skolebiblioteket. En sygelig besættelse af kost og motion blev hendes dagligdag.

”Jeg trænede altid, og jeg rørte aldrig slikskålen. Jeg ville for alt i verden undgå dessert. Ind imellem lagde jeg mig ned og tudede, fordi det var så overvældende med alt det mad. Når vennerne bestilte pizza, fandt jeg på en undskyldning og skyndte mig hjem”, fortæller Anne. Hvor galt fat det var, anede hun ikke.

”Jeg følte mig jo ekstrem sund og som et kæmpe ideal. Jeg var så stolt af mig selv. Og jeg så ned på andre mennesker, når de spiste usundt”, siger Anne.

 

Fangevogter i egen krop

Anne ledte efter opskriften på det sunde liv. Først røg sukker og fedt, så kød og alkohol. I perioder spiste Anne udelukkende frugt. Det var her hun pådrog sig varige syreskader på tænderne.

Mens Anne brugte al sin energi diæter og motion gik hun fra undervægtig til underernæret. Knoglerne gjorde ondt, når hun satte sig ned. Men overbevist om rigtigheden af fanatisk sund livsstil fortsatte Anne ufortrødent, pavestolt over sine bedrifter og afholdenhed, mens hun så ned på andre, der ikke evnede samme benhårde disciplin.

”Det stod på længe. Tanker om, hvad der var ok, og hvad der ikke var ok. Men jeg kunne ikke længere mærke, hvad jeg havde lyst til. Jeg var fanget af de regler, jeg havde i hovedet”, fortæller Anne.

 

Terapien er et vendepunkt

”Vi må gøre noget”, sagde Annes mor, da Anne gik i 3.G. Men Anne mente selv, hun vidste bedst. Alligevel aflyste hun sine planer om at komme på højskole i Norge. I stedet for startede hun i samtale- og ernæringsterapi. Mens venner startede studie eller tog et sabbatår, gik Anne på Center for Spiseforstyrrede.

I terapien fik Anne det i første omgang værre. ”Det, der havde været hele mit liv, at være sund, blev taget fra mig og afsløret som en løgn. Nu skulle jeg finde ud af, hvem er jeg egentlig og hvad har jeg lyst til”, fortæller Anne.

Den ensidige kost og overdrevne motion har efterladt Anne med store mangeltilstande og et østrogenniveau lavere end hos en 10 årig. Med hjælp fra ernæringsterapeuten retter Anne op på tabet af vitale næringsstoffer. Men 7 år er uigenkaldelig tabt.

 

Syreskader og stor sorg

Anne drømmer om at gennemføre en uddannelse, om få en kæreste og om at få sin menstruation igen. Hver eneste dag isner det i tænderne pga syreskader. Men sorgen over de tabte ungdomsår gør langt mere ondt. Anne synes dog, det går bedre. Håndskyheden over for livet bliver mindre dag for dag. Efter hun er begyndt hos psykoterapeut. Efter hun har indset, at hun går glip af livet. Og efter hun er blevet enig med sig selv om, at nu vil hun lære at nyde livet.

”Jeg vil nok altid fokusere på sundhed. Det vil altid være der, men det skal bare ikke tage overhånd. Nydelsen er virkelig værd at lære at kende”, siger Anne, mens lysten til livet spræller i hendes klare blå øjne.

»Annes« rigtige navn er redaktionen bekendt.

Advertisements

Mission genbrug

mission genbrug.jpg

Mission Gamle i Genbrug

Brugt er ikke nødvendigvis opbrugt. Arbejdsmarkedet har stadig glæde af de gamle, og de gamle har stadig glæde af at arbejde. I butikken Mission Afrika Genbrug i Kokkedal bliver mennesker og materialer nyttige på ny

Af Kristine Bindslev

Tik, tik tak. Et asymmetrisk lydbillede tager imod kunderne i Mission Afrika Genbrug. Fem vægure viser hver deres tid. Brugte ski, en brudekjole, stabler af gryder, cd´er i stakkevis, puslespil, en lyseblå potte, slips i alle farver, en angorastrikket sweater, håndvægte, rulleskøjter og piskeris. Foræringer fra folk, der er flyttet eller er flyttet fra hinanden, er døde eller har mistet en nær. Her arbejder Kaj Hanson.

På kanten af kanten af et levet liv

Takket være syv frivilliges ulønnede arbejdskraft og utallige af ting og dingenoter fulde af historier sender genbrugsbutikken et sted mellem 60- og 70.000 kr. i kvartalet til udvalgte projekter i Afrika. Kaj Hanson, en tætbygget, pensioneret maskinsmed fra Skovkanten i Kokkedal er en af de frivillige. Aldersmæssigt står han på kanten af et levet liv. Men for Kaj er det langt fra slut. Hver dag på vej til Mission Afrika krydser han busholdepladsen. Her skubber mennesker hinanden ind i busserne. Skrivebordene venter dem. Kaj skal en anden vej.

Ude af trit med pensionistlivet

Kaj var ikke glad længere, da han blev pensioneret. ”Det var som om mit hjerte holdt op med at slå”.

En dag kom han forbi Mission Afrikas bugnende vindue, fik øje på en computer og spurgte om den virkede. Svaret var, at de ikke havde nogen i butikken til at tjekke den slags. Det kunne Kaj. Nu har han været der i to år. Historien om at gå fra pensionistlivet til atter at være i arbejde fortæller Kaj, mens en gammel bamse dingler i hans hånd. Som et forsømt barn kigger bamsen med kun ét sortblankt øje.

”En ny knap. Så vækker den atter glæde”, mumler Kaj i sit skæg.

Slidt, men ikke nedslidt

Vi drikker sort kaffe af kopper med skår og skavanker.

”Eva var opgivet af samfundet”, siger Kaj og nikker over mod sin kollega, ”bare fordi gigten tog over”.

Og Eva, en kringlet og kroget kvinde fortæller ”For ni år siden havde jeg sådan et mimrekort, så jeg ikke så alt for meget fjernsyn. Jeg tog bussen og stod af tilfældige steder. En dag kom jeg forbi genbrugsen. Jeg har været her lige siden. Det er mig, der er ansvarlig for bogafdelingen”.

Før sagde kommunen, at Eva ikke længere kunne bruges på arbejdsmarkedet. Nu ringer velansete antikvariater fra hele Danmark dagligt for at bede hende om hjælp med sjældne udgaver.

Hjertet slår for genbrug

”At være noget for andre, dét giver glæde”, siger Kaj, der skal til at sige mere om meningen med livet, når der er brug for en, da en stemme afbryder ham.

”Dur det?” En kunde peger med en spørgende finger på et af vægurene. ”Ja”, siger Kaj, og et lys tændes inde i ham. ”En kærlig hånd, en nøgle og den rette indstilling, så slår det atter lystigt derudad”.

Pension og arbejde

Over én million dansker modtager folke- og førtidspension. Folkepensionsalderen er aktuelt 65 år. I perioden 2019-2022 forhøjes pensionsalderen gradvist til 67 år.

Folkepensionister kan arbejde og tjene op til 30.000 kr. ekstra om året, uden at folkepensionen bliver sat ned.

Omkring en tredjedel af alle danskere udfører frivilligt arbejde.

73-årige Birger er mentor for erhvervsdrivende: Jeg vil stadig udfordres mentalt

Artiklen blev bragt i Kristeligt Dagblad 29. marts 2016

birger_boegeblad_3.jpg

”Jeg kan godt lide at motionere mine hjerneceller, præcis ligesom jeg stadig spiller tennis, selvom gigtknæet indimellem driller,” siger Birger Bøgeblad. Foto: Petra Theibel Jacobsen
73-årige Birger Bøgeblad følger en stigende tendens blandt ældre. Han er pensionist, men bruger megen tid på frivilligt arbejde ligesom knap halvdelen af alle 70-årige

For den tidligere kommunalpolitiker og erhvervsmand Birger Bøgeblad var 62-årsfødselsdagen et goddag til folkepensionen efter flere arbejdsår, blandt andet i Norge, men langtfra et farvel til et liv med udfordringer for den øverste etage.

Frem for at indlede en morgenkåbetilværelse fortsatte han med at hanke op i sig selv, være aktiv i en lang række bestyrelser, og siden 2013 har Birger Bøgeblad sammen med 12 andre pensionerede erhvervsledere hjulpet små og mellemstore virksomheder med etablering, vækst og målsætninger. Iværksættere og nystartede virksomheder i Nordsjælland kan uden beregning låne de kompetencer og erhvervserfaringer, Hørsholms Erhvervsmentorer, som de kalder sig, stiller til rådighed.

”Da jeg blev pensioneret for 10 år siden, kunne jeg sagtens have fyldt tiden ud med at gå på biblioteket, passe børnebørn og mine mange bestyrelsesposter. Men jeg kan godt lide at motionere mine hjerneceller, præcis ligesom jeg stadig spiller tennis, selvom gigtknæet indimellem driller. Jeg føler også, at jeg er nødt til at holde mig skarp. At sidde med i en bestyrelse i dag er ikke længere en tanteklub. Der stilles store krav, og så er det godt, at hjernen er vant til at være i omdrejninger,” fortæller Birger Bøgeblad.

At Birger Bøgeblad er et godt eksempel på tendensen til, at man stadig kan have brug for at få nye udfordringer, selvom man ikke længere er erhvervsaktiv, bekræfter Mona Larsen, seniorforsker på SFI – Det nationale forskningscenter for velfærd – med speciale i blandt andet ældre på arbejdsmarkedet.

Hun peger på, at der har været en positiv udvikling i de yngre pensionisters helbred, uddannelse og kvalifikationer. Ifølge Mona Larsen falder tiltaget i Nordsjælland med et frivilligt mentorkorps bestående af pensionister fint i tråd med udsagnet om, at dagens 60-årige er de nye 40-årige.

Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Vor tids ældre er ikke, hvad ældre har været. I dag er 60-70-årige generelt langt mere ressourcestærke mennesker end tidligere. De lever længere, de er bedre uddannet, og mange er fuldt ud arbejdsduelige og har lyst til at bidrage med deres livserfaring og kompetencer, som de har med sig fra et langt arbejdsliv.”

Det er nærliggende at tænke, at det frivillige arbejde i virkeligheden bare er en udskydelse af afskeden med arbejdsidentiteten. Men til det siger Birger Bøgeblad, at det kun delvist er sandt.

”Ved at låne vores erhvervskompetencer ud, bevarer vi mentorer selvfølgelig også noget af den identitet, vi har haft gennem et langt arbejdsliv. Men jeg gør det for at udfordre min hjerne. Som mentor er jeg tvunget til at nytænke hver gang, jeg sidder sammen med en mentee, som har et andet erfaringsgrundlag end jeg. Når jeg stilles over for iværksætternes problemer, skal jeg tænke i løsninger. Som mentor får jeg konstant prøvet kræfter med mine egne idéer. Kan vi gøre tingene på en anden måde? Kan vi se anderledes på udfordringerne, måske få en ny indgangsvinkel. Det er sjovt. Det er spændende. Og jeg får hele tiden prøvet kræfter med, hvad jeg ved. Så du kan sige, at jeg gør det her, fordi den her skal fungere og helst i mange år endnu,” siger Birger Bøgeblad, mens han peger på hovedet med de grå hår og tilføjer, at det ikke gør noget, hvis stafetten gives videre, og indsatsen samtidig gavner dansk erhvervsliv.

Ifølge Mona Larsen er der et stort potentiale i, at endnu flere pensionister ønsker at bidrage og gøre en forskel, fordi de stadig har helbredet, energien og kompetencer til at tilføre andre noget. Hun forklarer, at for de ældre, som arbejde frivilligt, handler det om at skabe en tilværelse med et indhold, der giver mening, og det at bidrage med noget er både godtgørende og personligt berigende.

Foto: Petra Theibel Jacobsen

Birger Bøgeblad understreger dog, at han ikke er nogen samaritan.

”Det gælder om at give noget livsballast væk uden at blive hellig eller docerende. Ofte møder jeg iværksættere med en anden tankegang end min. Det kræver en psykologisk fintfølende tilgang, især når du, som vi i mentorkorpset, skal styrke mennesker i deres projekt. Men jeg får mindst lige så meget ud af det, som jeg giver. At omgås yngre mennesker er en fantastisk måde at holde mig selv yngre på.”

En af dem, der tager cirka 20 år af Birger Bøgeblads fødselsattest, er Sus Møller-Dinesen. Da hun i 2010 blev sagt op hos konsulentvirksomheden Rambøll, tog hun skridtet ud i iværksætteriet først som hr business partner og sidenhen som mindset-coach med sin virksomhed GetBetterConsulting. Hurtigt efter beslutningen om at blive selvstændig, fik hun tilbuddet om en gratis mentor. Efter en indledende snak blev hun matchet med Birger Bøgeblad, som havde de kompetencer, hun selv savnede.

”Birger er en vidensbank, og han har lært mig en hulens masse om salg. Hans pondus og livsklogskab kan jeg heller ikke undgå at blive inspireret af. Han har troet på mig og min virksomhedsidé fra start af. Det har været en vigtig opbakning undervejs i et benhårdt forløb mod succes,” fortæller Sus Møller-Dinesen.

Igennem et år mødtes de to hver anden måned. Efterhånden har mentor- og mentee-forholdet udviklet sig, og nu ses de mest til en hyggelig snak om, hvordan det står til hos dem begge.

”Jeg følger stadig med i mine mentees forretninger efter endt forløb på for eksempel Facebook eller lignende. For på et tidspunkt skal de klare sig uden min hjælp og velmente spark bagi, men jeg er jo stadig interesseret i at se, hvordan det går dem, og om de har glæde af de mange råd og retninger, jeg har udstukket,” siger Birger Bøgeblad.

Sex giver øget fysisk og psykisk velvære

Artiklen blev bragt i Kristeligt Dagblad 12. juni 2015

20150611191110_2.jpg
Man skulle ikke tro, at det er nødvendigt at sige mere om sex i 2015, for alt i kulturen er gennemgribende seksualiseret. Alligevel presser spørgsmålet sig på: Hvordan forvalter mennesket sin stenalderhjerne i moderne tider? Hvad tænker folk om sex, hvorfor handler de, som de gør, og hvorfor vælger de de partnere, de gør? Foto: Tegning: Morten Voigt

Speciallæge i gynækologi Ditte Trolle skriver om sexdriften i en ny bog med både biologien og kulturen for øje

Et lille ord. En stor betydning. Sex er forudsætningen for hele vores eksistens. Uden sex fandtes vi mennesker ikke. Men sex er meget mere end artens forplantning og dermed overlevelse. Sex er også nydelse, kærlighed, magt og noget, man kan sælge for penge, status eller sikkerhed.

Gynækolog Ditte Trolle løfter med lige dele tørre facts og saftige oplysninger dyner hos både aber, escortpiger, præriemus, japanere og oldtidens præstinder. Det sker i bogen ”Sex”, der er den seneste i serien ”Tænkepauser”, der udgives af Aarhus Universitetsforlag i samarbejde med DR, Morgenavisen Jyllands- Posten, Litteratursiden.dk og bibliotekerne.

Man skulle ikke tro, at det er nødvendigt at sige mere om sex i 2015, for alt i kulturen er gennemgribende seksualiseret. Alligevel presser spørgsmålet sig på: Hvordan forvalter mennesket sin stenalderhjerne i moderne tider? Hvad tænker folk om sex, hvorfor handler de, som de gør, og hvorfor vælger de de partnere, de gør? Ditte Trolle har undersøgt seksuelle adfærdsforskelle hos forskellige dyrearter, nationaliteter og køn i krydsfeltet mellem biologi og kultur. Og det er ikke kedeligt, kan hun meddele.

”Første gang vi mødes og eventuelt bliver tiltrukket af hinanden, spiller biologien den største rolle. Herefter lægger kulturen lynhurtigt sin klamme hånd på mødet og bestemmer, hvordan vi skal reagere på de biologiske impulser,” siger Ditte Trolle.

Hun har i mange år arbejdet som gynækolog på Skejby Sygehus og er desuden adjungeret lektor i sexologi ved Aarhus Universitet. Hun har tidligere udgivet bogen ” Sex efter 50 – kærlighed, krop og kultur i en moden alder”.

Drift og kultur kæmper om menneskers valg og handlemåder. Tilværelsen er i høj grad styret af underlivet og omvendt. Ditte Trolle forklarer, at sex er der, hvor biologien råder mest over mennesker, men kroppen er altid kulturel, og kulturen stritter gevaldigt i alle retninger. Hvor biologien har en interesse i de bedst mulige gener og så stor variation som muligt, kommer kulturen ind i soveværelset med moralske påbud, organisering af samliv og tabuisering. Alder, køn, samfund, tid, opdragelse, erfaringer og religion eller mangel på religion spiller en lige så stor rolle i vores omgang med sex som vores medfødte biologiske adfærdsprogrammer. Ditte Trolle påpeger, at især kvinders seksualitet er påvirket af kulturen, men biologien forskelsbehandler også kønnene.

Evolutionært betragtet står mænd og kvinder med forskellige reproduktive udfordringer takket være forældreinvesteringen. Kvinder skal som minimum bære på fosteret i ni måneder inden fødsel og derefter helst amme. Manden skal som minimum have en udløsning.

Når det er sagt, findes der både i menneske- og dyreverdenen hanner, der bliver ved deres afkom og hjælper moderen med opvæksten, fortæller Ditte Trolle.

Monogami har dog aldrig været på naturens agenda. Alligevel ser man i naturen dyrearter, der tager parforholdet seriøst. Den lille nordamerikanske præriemus er faktisk så monogam, at selv efter partnerens død vælger enkemusen at leve videre alene.

Ditte Trolle. -

Gynækolog og nu forfatter Ditte Trolle. 

Så idyllisk er det sjældent. Rigtig mange er på et eller andet tidspunkt sin partner utro, og mænd og kvinder er lige gode om det.

”At vi gider rigtig meget sex i begyndelsen af forholdet og knap så meget, når vi har kendt hinanden et stykke tid, kan forklares ud fra kedsomhed eller biologien. Enten skyldes det, at vi bliver trætte af det samme, eller også er det, fordi det biologisk set er fornuftigt at skifte sin sexpartner ud med jævne mellemrum. Kun således får naturen sin vilje og adgang til den store genpulje.”

I Japan er den naturlige seksualdrift helt ved at spille fallit på grund af samfundsstrukturen. Unge japanere under 35 år er hverken interesseret i parforhold, sex eller familiedannelse. Rapporter fra japanernes samliv siger nemlig, at asiaterne er væsentlig mindre tilfredse med deres sexliv, og op mod en tredjedel af de japanske unge lider af cølibat-syndromet. Det skyldes sandsynligvis et samfund, der ikke er indrettet til moderne børnefamilier.

”Det japanske samfund har i mange år været indrettet sådan, at man arbejder fra morgen til aften. Et familieliv er kun muligt, hvis man deler opgaverne imellem sig, så manden arbejder, og kvinden passer hjemmet. Når så kvinderne også vil på arbejdsmarkedet, så må det gå galt,” forklarer Ditte Trolle.

Hun påpeger, at selvom man skulle parkere stenalderhjernen en gang for alle og nøjes med en virtuel cyberkæreste, kan menneskearten takket være moderne teknologi overleve. Nye tider gør, at man ikke længere behøver at have sex med hinanden. Sæddonorer og rugemødre overflødiggør den naturlige akt mellem to mennesker. Og i fremtiden kan man måske på grund af stamcelleteknologien aflevere et par hudceller på et laboratorium og ni måneder senere hente en baby.

 

Heldigvis vil de fleste dog stadig gerne indgå i et fællesskab. Ditte Trolle mener, at vi er godt kørende i vores del af verden, selvom man stadig oplever en hel del, som hæmmer. Hun synes, at vi er på vej mod en mere rimelig balance mellem biologien og kulturen. Med balance mener hun, at så mange mennesker som muligt har et godt sexliv. I en undersøgelse fra Sverige, så man, at 70-årige var langt mere tilfredse med sexlivet nu end for 25 år siden.

”Det er især i den ældre gruppe, at opfattelsen og normerne omkring sex har ændret sig mest og stadig ændrer sig . Ældre og sex har været meget tabuiseret, men det lysner og er helt klart på vej frem.”

Gudskelov, for sex er vigtigt, mener gynækologen. Ditte Trolle understreger, at sex er et fantastisk godt middel til at komme tæt på hinanden, fysisk og følelsesmæssigt.

SEX GODE RÅD

  • 1. Tal sammen – også om sex. Fortæl, hvad du kan lide, hvor, hvornår og hvor ofte.
  • 2. Vær villig til at komme den andens ønsker i møde. Skift eventuel til at bestemme, hvad der skal ske. Det afgørende er, at man ikke brænder inde med noget.
  • 3. Vær tilfreds med din egen krop, og føl glæden ved det, den kan give dig i forbindelse med sex.
  • 4. Husk, at forspil kan vække lysten. Selvom man ikke lige har lyst, er det en god idé at have sex alligevel.
  • 5. Ældre mennesker har lige så stor glæde af sex, men fysiske forhindringer kan bremse de vildeste udskejelser. Her gælder det om at finde alternativer.
  • 6. Sørg for en god start. Yngre mennesker skal være særlige opmærksomme på at bibeholde deres seksuelle integritet. Mærk efter, hvad du har lyst til, hvor langt du vil gå, og hold fast i din beslutning.

Lotte Heise: Min mors kærlighed blev min styrke

Artiklen blev bragt i Kristeligt Dagblad 21. august 2015.

20150820163751_0.jpg

Efter en blodprop blev Inge Heise stærkt handicappet. Hendes datter Lotte Heise tog hende hjem fra plejehjemmet og boede sammen med hende i tre et halvt år. I dag bor moderen i beskyttet bolig. – Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix  / Scanpix Denmark
I stedet for at sætte mig ned og græde over, at jeg havde mistet den mor, jeg kendte, gik jeg i krig med at gøre det mest muligt godt for hende, fortæller radiovært og entertainer Lotte Heise, der valgte at flytte sammen med sin handicappede mor. Det har budt på kommunale benspænd, tissebleer og bøvl. Men det har bestemt været umagen værd

Gennem tre et halvt år har Lotte Heise boet sammen med sin blodpropsramte mor.

”Det har været benhårdt, men alle anstrengelserne værd,” siger foredragsholder og forfatter Lotte Heise.

Præcis hvor stor en opgave og omvæltning det var, var Lotte Heise dog langtfra klar over. Hverdagens næstekærlige handling med mor under samme tag har mødt modstand i form af et velfærdssystem, der ikke altid slår til.

Og byrden at bære sin mors stærkt forandrede tilværelse har tynget fysisk såvel som psykisk. Erfaringerne og kærlighedstilkendegivelser er nu samlet i bogen ”Selvfølgelig skal hun bo hos mig”, der udkom på Gyldendal i går.

Da en blodprop i hjernen i 2011 sendte den ellers så stærke og aktive Inge Heise til tælling og efterlod hende i kørestol, lam i højre side og uden evnen til at tale, måtte både hun selv, familien og venner acceptere, at livet med ét var et helt andet. Datteren Lotte Heises beslutning om at tage sin handicappede mor hjem i en periode kom lidt efter lidt, i takt med at plejehjemmet på Sjælland tappede al livsmod ud af Inge Heise. Bare maden var i sig selv en stor depression, fortæller Lotte Heise.

Derfor blev en stor, lejet villa i Egå ved Aarhus rammen om et usædvanligt bofællesskab fuld af omsorg og kærlighed og med Lottes Heises to tvillinger, Joakim og Christian. Bofællesskabet sluttede i februar i år som aftalt, og Inge Heise bor nu i beskyttet bolig i Gentofte.

”Det lyder måske alt sammen fint, men bofællesskabet var langt fra omkostningsfrit. Det kan godt være, at det var flot gjort at tage sin mor til sig. Men for mig var der ikke noget valg. Jeg kunne ikke holde ud at se min mor visne hen på plejehjemmet. Og jeg vidste, at hvis jeg boede sammen med hende et stykke tid, ville hun få det bedre. Jeg tror, at den periode, hun har boet hos mig, har gjort en stor forskel,” siger Lotte Heise.

Førhen var det Inge Heise, der stod klar til at hjælpe datteren. Da Lotte Heise fødte tvillingerne, kom moderen med lækker mad, skulle drengene passes, stod moderen der prompte, og når en plet ikke ville vaskes væk, kunne Lotte altid ringe og få klar besked fra sin mor. Men blodproppens varige skader har ikke ladet sig vaske væk. Inge Heise er for altid ordløs og lam i højre side.

”Hen ad vejen forstod jeg, at det er en kamp, man ikke kan vinde, men som man er en del af. I stedet for at sætte mig ned og græde over, at jeg havde mistet den mor, jeg kendte, gik jeg i krig med at gøre det mest muligt godt for hende. Min mors kærlighed blev min styrke,” fortæller Lotte Heise.

Styrke blev der brug for. Afasi-patienter har svært ved at behovsudsætte og kan ikke sætte ord på, hvad de vil. Dertil kom en hverdag med bjerge af gennemtisset vasketøj, plejepersonale, der fræsede ind og ud af hjemmet og en mor, der klynkede, når hun var deprimeret, eller skreg, når der kom plejere, hun ikke kunne lide. Lotte Heise, der ligeledes sørgede for moderens mad, skulle hele tiden tænke forud, så hun også kunne tage til København for at passe jobbet i DR Byen og se kæresten. Der var tale om logistik på generalstabsplan. Følelsesmæssigt kæmpede Lotte Heise også med sin evigt dårlige samvittighed over for tvillingesønnerne og over for moderen, der til tider kæmpede med humørsvingninger og depression.

”Men vores forhold har aldrig været befængt med skyld. ‘Meget godt, meget godt,’ sagde min mor altid, når jeg skulle gå.”

Lotte Heise kæmpede hårdt og i begyndelsen også de forkerte kampe. Det ønsker hun, at bogen måske kan hjælpe andre med at undgå.

”Folk skal få mod på at tage deres pårørende hjem, men der er en del udfordringer, man skal være bevidst om inden. Der findes ingen manual, og man får ikke ligefrem meget hjælp fra kommunen,” siger Lotte Heise med stort udråbstegn.

Hun har rundt regnet brugt en uge i telefonen de seneste tre år for at komme igennem til de rette fagpersoner. Og når hun endelig kom igennem, mødte hun mennesker, der er trænet i at tale udenom.

”Det er grotesk, at du skal have en universitetsgrad i retorik for at tale med en fra kommunen om et hjælpemiddel til din handicappede mor. Dem, der har mest brug for det, får mindst. Og jo ældre og jo mere syg, jo værre hjælp får de, fordi de ikke kan tale deres egen sag. Det kan vi ikke være bekendt.”

Lotte Heise understreger, at projekt bofællesskab kun var muligt, fordi hun ofte arbejdede hjemme.

”Min mor og jeg deler en stor kærlighed til opera. Vi lyttede sammen, jeg lavede operaquizzer, og min mor trænede sit sprog, når hun skulle svare på mine spørgsmål. Bofællesskabet gjorde, at vi opnåede en tæt hverdag sammen, som du ikke får, når du besøger nogen på et plejehjem, hvor du kommer og går igen. Det har været enormt dejligt at se hende finde et livsmod frem midt i mørket og handicappet.”

Ud over at Lotte Heise har lært at bede om hjælp og ikke at være så selvoptaget længere, har bofællesskabet også ændret forholdet mellem hende og moderen.

”Min mor er ikke længere, som hun var før. Hun er en anden. Og jeg elsker hende på en anden måde nu. Jeg elsker hende, fordi jeg for det første synes, hun er sej. Og for det andet elsker jeg hende bare. Man kan ikke altid definere kærlighed.”

Lotte Heise er glad for, at hun banede vejen for et godt liv for sin mor. Med bogen håber hun, at andre får mod og lyst til at være noget for deres syge familiemedlem, men altid med skyldig hensyntagen til sine egne ressourcer og grænser.

”Pas på, at du ikke får så meget omsorgsbetændelse, at du ikke kan være i din egen krop. Det fik jeg og måtte lære det på den hårde måde. Man skal ikke tage sin handicappede mor, mand eller barn hjem, hvis man ikke ved, om det er en god idé. For det er benhårdt, og det lugter, og det er enormt anstrengende. Men for os har det betydet, at min mor er kommet videre. Nu har hun fået det bedre og er kommet mere overens med sin krop og sin sygdom, og tungen, der ikke vil gøre det, hun vil have. Meningen med at bo sammen i en periode er lykkedes. Missionen er fuldført big time. Og jeg skal aldrig, aldrig mere lugte til tissebleer.”

Særligt sensitive mennesker lider mere under en svær opvækst

Artiklen er bragt i Kristeligt Dagblad 9. maj 2015

20150508193511_1.jpgElaine Aron sætter i dag på et seminar i København sammen med den danske psykolog Lise August fokus på den sociale sensitivitet. – Foto: Petra Jacobsen

Særligt sensitiv er et nedarvet personlighedstræk præcis som fantasifuldhed, originalitet og ambition er det. Men det betyder ikke, at de skal pakkes ind i vat, lyder det fra kvinden bag begrebet, amerikaneren Elaine Aron

Sart og overfølsom eller fintfølende og subtilt registrerende?

I de senere år er der sket en voldsom vækst i antallet af mennesker, der definerer sig selv eller deres børn som særligt sensitive. Mange af dem har læst den amerikanske forfatter, psykolog og forsker Elaine Arons bøger, og i disse dage er hun i Danmark for at tale om begrebet.

”Særligt sensitiv er ikke et perfekt ord. Og folk har mange forskellige forestillinger om, hvad det vil sige,” lyder det fra forskeren.

I 1990’erne var hun ophavskvinde til begrebet: ”Highly Sensitive Person”, som på dansk blev til særligt sensitiv. Hun understreger, at mennesker hverken kan eller skal beskrives og forstås ud fra ét adjektiv, men ses i lyset af mange medfødte egenskaber og træk samt relationer, opvækst og omgivelser.

I dag sætter Elaine Aron sammen med den danske psykolog Lise August fokus på den sociale sensitivitet på et seminar i København.

De vil belyse kompleksiteten i et begreb, som er blevet genstand for en del erkendelsesmæssige aha-oplevelser, misforståelser og en omfattende videre forskning i internationalt regi.

”Som forsker gad jeg godt, at der var et mere værdineutralt ord. Vi er jo alle sensitive i en vis udstrækning, og de særligt sensitive er lige så forskellige indbyrdes som andre, da de jo rummer mange andre personlighedstræk end sensitiviteten,” lyder det fra amerikaneren i et interview med Kristeligt Dagblad dagen før seminaret.

Særligt sensitive mennesker bliver hurtigere overstimuleret end andre, siger videnskaben, men er det ikke bare en dårlig undskyldning, når det moderne liv ikke tåles, fristes man til at spørge.

”Særligt sensitive er ikke mere ofre for et liv i overhalingsbanen end de, der er knap så sensitive, og jeg mener, at særligt sensitive er lige så gode til at klare sig i det moderne liv som de, der ikke har det træk,” siger Elaine Aron.

Hun fortæller, at hun selv er særligt sensitiv, og mens hun voksede op, følte hun sig fejlplaceret, misforstået og usynlig.

”Som barn troede jeg, at der var noget galt med mig. Jeg var en dygtig elev, men i skolegården deltog jeg ikke i de andres leg, men iagttog, hvad de andre lavede. Det er sikkert også derfor, jeg blev psykolog.”

Som psykolog i 1990’erne var der en dag en, der sagde til Elaine Aron, at hun var særligt følsom.

”Da jeg ikke helt forstod, hvad vedkommende mente, dykkede jeg ned i det og fandt ud af, at udtrykket som regel blev brugt om voksne med særlige talenter og om forældre, der var særligt følsomme over for deres børn. Det var sådan cirka, hvad der var. Ingen havde forsøgt at definere personlighedstrækket. Så det gjorde jeg.”

Elaine Aron samlede data og forskede videre i det særligt sensitive træk hos voksne. Hun fandt, at man allerede i 1950’erne havde forsket i temperamenter hos børn. Her så man børn, der holdt sig tilbage, men var de angste, nervøse, generte eller indadvendte?

”Jeg ville gerne fjerne stigma fra sensitive børn, unge og voksne. Tidligere anså man særligt sensitive mennesker som vanskelige eller negative. Man forstod ikke, at det er et medfødt temperament,” fortæller Elaine Aron.

Samtidig stødte hun på professor Tom Boyce, som arbejdede med børn og fysisk sårbarhed, og Stephen Suomi, som forskede i præcis det samme – blot med aber som fokusgruppe. I dyrenes verden brugte han etiketter som ”uptight” og ”laid back” (forkrampet og afslappet) om aberne, men efter at han og Elaine Aron havde sammenlignet resultater, forstod de begge, at der i virkeligheden var tale om særligt sensitive og knap så sensitive aber.

Stephen Suomi så med sine forsøg, at abeungernes skæbne, hvis de var særligt sensitive, afhang af abemoderens omsorg. Særligt sensitive abeunger med omsorgsfulde mødre blev uden undtagelse ledere af flokken, mens særligt sensitive aber med uopmærksomme mødre blev ængstelige og utilpasse.

Med tilstrækkelig forskning og data til rent etisk at kunne forsvare en bog skrev hun bogen ”Særligt sensitive mennesker”. Hun valgte at skrive den, så alle kunne forstå, hvad det her personlighedstræk handlede om. I dag fristes man til at sige, at netop den populærvidenskabelige facon i bogen har skabt en del myter, misforståelser og faldgruber inden for begrebet.

”Det var aldrig min mening at skrive en selvhjælpsbog. Jeg er ikke i selvhjælps-branchen. Jeg er forsker, og det har jeg været lige fra begyndelsen og gik til det nedarvede træk med en videnskabelig tilgang,” siger Elaine Aron.

Men hun mente, at det var afgørende, at de, der var særligt sensitive eller havde et barn, der var det, forstod, hvad det drejede sig om og fik det præsenteret i et sprog, hvor alle kunne være med. ”Særligt sensitive mennesker” er i dag solgt i hele verden i flere end 100 millioner eksemplarer.

Selvom hun er ophavskvinde til begrebet ”Highly Sensitive Person”, også kaldet HSP, tager Elaine Aron langt fra patent på begrebet. Tværtimod.

”Jeg ønsker ikke ophavsret på begrebet. Jeg ønsker mere nuanceret viden.”

Hun understreger, at hendes arbejde bygger videre på en lang tradition i psykologien, hvor samme type nedarvede forskelle studeres med forskellige navne og tilgange.

”Særligt påvirkelige børn og modtagelige voksne har altid eksisteret. Også længe før jeg og andre forskere ud fra forskellige teoretiske ståsteder begyndte at kalde dem særligt sensitive,” siger Elaine Aron.

Hun fortæller, at hun nu kæmper mod den udbredte misforståelse, at man skal være overbeskyttende eller eftergivende over for sensitive børn. Er du forælder til et særligt sensitivt barn, er det vejen frem at udvise positiv autoritet, sætte kærlige grænser og stille tydelige krav, ikke pakke barnet ind i vat. Præcis som det er vigtigt over for alle typer børn. Vigtigheden er blot mere udtalt hos de særligt sensitive.

Elaine Aron er med på, at flere særligt sensitive dukker op hos læger og psykologer, men understreger, at det er vigtigt at forstå, at det ikke er deres særlige sensitivitet, der gør dem syge, det er en dårlig opvækst.

”Hvis du tror, at særligt sensitive er sådan nogle, der ikke kan tage sig sammen, så har du nok kun mødt dem, der har haft en vanskelig barndom. Med en god barndom tager de sig sammen på smukkeste vis. Sensitive profiterer mere af god opvækst og lider mere under uhensigtsmæssig opvækst end de mindre sensitive,” siger Elaine Aron.

Flere undersøgelser bekræfter, at hvis man er særligt følsom og vokser op i et trygt og støttende barndomsmiljø, så klarer man sig over middel som voksen.

”Det er altså et godt træk, men det er også et vanskeligt et,” siger Elaine Aron.

Musik gør livet værd at leve trods smerter, alzheimer og demens

Artiklen er bragt i Kristeligt Dagblad 30. juni 2015.

20150629173252_2.jpg

Valdemar Rasmussen spiller her på Kong Frederik IX’s Hjem sammen med Mads Sønder-gaard (på piano) og Kristor Brødsgaard. Og beboerne nyder det. Foto: Leif Tuxen

Livet er langtfra slut, når vi bliver pensionister, mener trompetist, sanger, komponist og tekstforfatter Valdemar Rasmussen , som udgiver ny cd

Øjne bag flere lag hud, smilerynker lyser op, krogede kroppe bevæger sig rytmisk i kørestolene, og der synges ivrigt med, når Valdemar Rasmussen spiller ”Hvorfor er lykken så lunefuld” eller ”I Danmark er jeg født”.

Beboerne og pårørende på plejehjemmene Kong Frederik IX’s Hjem og OK-Huset Lotte på Frederiksberg i København labber sangklassikerne i sig, som var det sugerør ned i energidrikke.

Og på bunden ligger livets mange minder.

”Med musik er det næsten som at rejse i en tidsmaskine.

Gang på gang til koncerterne oplever jeg, at musikken gør, at de gamle helt glemmer, at de ikke kan gå, og springer op for at tage en svingom,” siger Valdemar Rasmussen fra sin kontorstol i lejligheden på fjerde sal i Valby i København.

Han forklarer, at musik bevæger os. Rytmen sætter gang i kroppen. Klange, melodier og harmonier bringer mennesker tilbage til fortiden i løbet af et øjeblik.

Musik vækker minder og trøster eller opmuntrer os, når vi er alene, og den knytter os sammen med andre, når vi lytter i fællesskab.

Trompetisten Valdemar Rasmussen, 76 år, har for længst skabt sig en original plads i det danske musikliv med jazzfortolkninger af melodier fra salme- og højskolesangbogen. Og han er langtfra færdig.

”Livet slutter en dag, men det er ikke slut endnu, heller ikke hvis man kommer på plejehjem. Det er, som om mange tror, at livet kun foregår, når man er barn, ung og arbejdsdygtig voksen.

Men livet skal leves hele livet. Også med smerter, alzheimer, demens eller en anden uhelbredelig sygdom,” siger Valdemar Rasmussen.

”Livet skal leves hele livet”, som er OK Fondens motto, er netop titlen på en af Valdemar Rasmussens egne sange på den aktuelle cd, ”Pensionisten”.

Han forklarer, at når hukommelsen bliver så stormasket, at minderne falder igennem, så er det musikken, der på et splitsekund henter øjebliksbilleder frem fra gamle opmagasinerede papkasser på øverste etage i det neurale netværk også kaldet hjernen.

”Selvom man er kommet på plejehjem, skal man stadig have adgang til musikkens forløsende effekt. Musik løfter humøret, musik handler om at være sammen, og så er musik en magisk nøgle til fortidsminder,” siger Valdemar Rasmussen.

Han fortæller, hvordan de pårørende på plejehjemmene efter koncerterne hiver fat i ham og glædestrålende beretter om, at deres gamle mor eller far pludselig er begyndt at åbne sig. De gamle deler hændelser og oplevelser fra deres liv, de normalt aldrig taler om.

Musikken bryder øjensynligt muren ned mellem mennesker og minder, der er glemt. Mennesker har alle et bundt minder, de kan genfortælle. Jo ældre et menneske, jo flere minder. Jo ældre vi bliver, jo sværere har vi ved at huske.

Her kan musikken noget. Erindringerne bringes tilbage af toner og tekster, fra før man blev gammel, forklarer Valdemar Rasmussen.

For hans eget vedkommende har tonerne og rytmen optaget ham hele livet, for musik er lyd og billeder, liv og død, grin og gråd og meget mere, end man aner.

”Alle har brug for musik. Musik tvinger en til at være i nuet uanset alder og levet liv. Musik er en sanselig værensform. Det er der i sig selv noget lykke ved.

Man ved da også fra forskningen, at musik udskiller velværehormonet dopamin fra hjernens belønningssystem. Musik kan pludselig give en glad fornemmelse i kroppen, og hårene rejser sig,” siger Valdemar Rasmussen.

Med lige dele humor, patriotisme, sprogfornemmelse og stædighed har jazzmusikeren improviseret sig gennem livet. Valdemar Rasmussen er fra Tønder og en tid, hvor musikken flød fra en vendbar lakplade på grammofonen med én titel på hver side.

Det første møde med jazzen kom ud af et åbent vindue i Tønder i 1953 på vej hjem fra byen.

Louis Armstrongs version af den franske visesang ”La vie en rose” fandt vej til den unge Valdemars ører og plantede for evigt et kompas i hans liv. Musikken gav retning, mål og mening.

Valdemar Rasmussen synes, man skal være glad for vejret, så længe man kan trække det. Så problemer med hjertet og balancen har gjort, at lænestolen er skiftet ud med en motionscykel, ligesom trapperne op til lejligheden skal tages to gange dagligt.

Humoren bruger han op ad de mange trapper, for, som han siger, hvis ikke han griner ad sig selv, så kom han aldrig op på fjerde sal.

Valdemar Rasmussen mener, at det at blive ældre kræver et vedholdende overskud af humor. Det med foreningen af musik og humor er karakteristisk for titelnummeret ”Pensionisten”.

Valdemar Rasmussen er heller ikke det mindste i tvivl, når han siger, at humor og musik har reddet hans liv.

”Det er slet ikke sikkert, at jeg sad her i dag og gav musikkens glæde videre, hvis ikke det var for musikken og humoren – og så selvfølgelig familien. Tilsammen gør det livet værd at leve på trods af alt det, vi skal igennem,” siger Valdemar Rasmussen.

Han synes også, at det gør livet værd at leve, at han kan videregive genkendelsens glæde på plejehjemmene med koncerter.

”Publikum er alt for en kunstner, i hvert fald for mig. Man skal da have nogen at spille for og dele sin kunst med,” siger Valdemar Rasmussen.

Plejehjemsbeboerne og de pårørende er et særlig taknemmeligt publikum, fortæller han, for han mener, at musik holder hjernen i form, og at folk, der har adgang til musik, er friskere længere, når de bliver gamle.

”Jeg ser det med egne øjne på plejehjemmene, hvordan de gamles aktivitetsniveau stiger i takt med musikken, der swinger, uanset om de er afhængige af briller, stok eller andre hjælpemidler. Det gælder om at give de ældre på plejehjemmet muligheden for at lytte til musik. Det gælder om at have et værdigt efterår,” siger Valdemar Rasmussen.