Lotte Heise: Min mors kærlighed blev min styrke

Artiklen blev bragt i Kristeligt Dagblad 21. august 2015.

20150820163751_0.jpg

Efter en blodprop blev Inge Heise stærkt handicappet. Hendes datter Lotte Heise tog hende hjem fra plejehjemmet og boede sammen med hende i tre et halvt år. I dag bor moderen i beskyttet bolig. – Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix  / Scanpix Denmark
I stedet for at sætte mig ned og græde over, at jeg havde mistet den mor, jeg kendte, gik jeg i krig med at gøre det mest muligt godt for hende, fortæller radiovært og entertainer Lotte Heise, der valgte at flytte sammen med sin handicappede mor. Det har budt på kommunale benspænd, tissebleer og bøvl. Men det har bestemt været umagen værd

Gennem tre et halvt år har Lotte Heise boet sammen med sin blodpropsramte mor.

”Det har været benhårdt, men alle anstrengelserne værd,” siger foredragsholder og forfatter Lotte Heise.

Præcis hvor stor en opgave og omvæltning det var, var Lotte Heise dog langtfra klar over. Hverdagens næstekærlige handling med mor under samme tag har mødt modstand i form af et velfærdssystem, der ikke altid slår til.

Og byrden at bære sin mors stærkt forandrede tilværelse har tynget fysisk såvel som psykisk. Erfaringerne og kærlighedstilkendegivelser er nu samlet i bogen ”Selvfølgelig skal hun bo hos mig”, der udkom på Gyldendal i går.

Da en blodprop i hjernen i 2011 sendte den ellers så stærke og aktive Inge Heise til tælling og efterlod hende i kørestol, lam i højre side og uden evnen til at tale, måtte både hun selv, familien og venner acceptere, at livet med ét var et helt andet. Datteren Lotte Heises beslutning om at tage sin handicappede mor hjem i en periode kom lidt efter lidt, i takt med at plejehjemmet på Sjælland tappede al livsmod ud af Inge Heise. Bare maden var i sig selv en stor depression, fortæller Lotte Heise.

Derfor blev en stor, lejet villa i Egå ved Aarhus rammen om et usædvanligt bofællesskab fuld af omsorg og kærlighed og med Lottes Heises to tvillinger, Joakim og Christian. Bofællesskabet sluttede i februar i år som aftalt, og Inge Heise bor nu i beskyttet bolig i Gentofte.

”Det lyder måske alt sammen fint, men bofællesskabet var langt fra omkostningsfrit. Det kan godt være, at det var flot gjort at tage sin mor til sig. Men for mig var der ikke noget valg. Jeg kunne ikke holde ud at se min mor visne hen på plejehjemmet. Og jeg vidste, at hvis jeg boede sammen med hende et stykke tid, ville hun få det bedre. Jeg tror, at den periode, hun har boet hos mig, har gjort en stor forskel,” siger Lotte Heise.

Førhen var det Inge Heise, der stod klar til at hjælpe datteren. Da Lotte Heise fødte tvillingerne, kom moderen med lækker mad, skulle drengene passes, stod moderen der prompte, og når en plet ikke ville vaskes væk, kunne Lotte altid ringe og få klar besked fra sin mor. Men blodproppens varige skader har ikke ladet sig vaske væk. Inge Heise er for altid ordløs og lam i højre side.

”Hen ad vejen forstod jeg, at det er en kamp, man ikke kan vinde, men som man er en del af. I stedet for at sætte mig ned og græde over, at jeg havde mistet den mor, jeg kendte, gik jeg i krig med at gøre det mest muligt godt for hende. Min mors kærlighed blev min styrke,” fortæller Lotte Heise.

Styrke blev der brug for. Afasi-patienter har svært ved at behovsudsætte og kan ikke sætte ord på, hvad de vil. Dertil kom en hverdag med bjerge af gennemtisset vasketøj, plejepersonale, der fræsede ind og ud af hjemmet og en mor, der klynkede, når hun var deprimeret, eller skreg, når der kom plejere, hun ikke kunne lide. Lotte Heise, der ligeledes sørgede for moderens mad, skulle hele tiden tænke forud, så hun også kunne tage til København for at passe jobbet i DR Byen og se kæresten. Der var tale om logistik på generalstabsplan. Følelsesmæssigt kæmpede Lotte Heise også med sin evigt dårlige samvittighed over for tvillingesønnerne og over for moderen, der til tider kæmpede med humørsvingninger og depression.

”Men vores forhold har aldrig været befængt med skyld. ‘Meget godt, meget godt,’ sagde min mor altid, når jeg skulle gå.”

Lotte Heise kæmpede hårdt og i begyndelsen også de forkerte kampe. Det ønsker hun, at bogen måske kan hjælpe andre med at undgå.

”Folk skal få mod på at tage deres pårørende hjem, men der er en del udfordringer, man skal være bevidst om inden. Der findes ingen manual, og man får ikke ligefrem meget hjælp fra kommunen,” siger Lotte Heise med stort udråbstegn.

Hun har rundt regnet brugt en uge i telefonen de seneste tre år for at komme igennem til de rette fagpersoner. Og når hun endelig kom igennem, mødte hun mennesker, der er trænet i at tale udenom.

”Det er grotesk, at du skal have en universitetsgrad i retorik for at tale med en fra kommunen om et hjælpemiddel til din handicappede mor. Dem, der har mest brug for det, får mindst. Og jo ældre og jo mere syg, jo værre hjælp får de, fordi de ikke kan tale deres egen sag. Det kan vi ikke være bekendt.”

Lotte Heise understreger, at projekt bofællesskab kun var muligt, fordi hun ofte arbejdede hjemme.

”Min mor og jeg deler en stor kærlighed til opera. Vi lyttede sammen, jeg lavede operaquizzer, og min mor trænede sit sprog, når hun skulle svare på mine spørgsmål. Bofællesskabet gjorde, at vi opnåede en tæt hverdag sammen, som du ikke får, når du besøger nogen på et plejehjem, hvor du kommer og går igen. Det har været enormt dejligt at se hende finde et livsmod frem midt i mørket og handicappet.”

Ud over at Lotte Heise har lært at bede om hjælp og ikke at være så selvoptaget længere, har bofællesskabet også ændret forholdet mellem hende og moderen.

”Min mor er ikke længere, som hun var før. Hun er en anden. Og jeg elsker hende på en anden måde nu. Jeg elsker hende, fordi jeg for det første synes, hun er sej. Og for det andet elsker jeg hende bare. Man kan ikke altid definere kærlighed.”

Lotte Heise er glad for, at hun banede vejen for et godt liv for sin mor. Med bogen håber hun, at andre får mod og lyst til at være noget for deres syge familiemedlem, men altid med skyldig hensyntagen til sine egne ressourcer og grænser.

”Pas på, at du ikke får så meget omsorgsbetændelse, at du ikke kan være i din egen krop. Det fik jeg og måtte lære det på den hårde måde. Man skal ikke tage sin handicappede mor, mand eller barn hjem, hvis man ikke ved, om det er en god idé. For det er benhårdt, og det lugter, og det er enormt anstrengende. Men for os har det betydet, at min mor er kommet videre. Nu har hun fået det bedre og er kommet mere overens med sin krop og sin sygdom, og tungen, der ikke vil gøre det, hun vil have. Meningen med at bo sammen i en periode er lykkedes. Missionen er fuldført big time. Og jeg skal aldrig, aldrig mere lugte til tissebleer.”

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s